Min undskyldning for ikke at have skrevet et indlæg i
halvanden måned er faktisk god, skal vi sige fænomenal, denne gang. Min plan
var nemlig at lave en film af børnehjemmet, men det tog simpelthen længere tid
end forventet (eller også brugte jeg mindre tid end forventet på det, hm..) SÅ
det er blevet udskudt og jeg har i stedet skrevet et skide sjovt indlæg.
I den første weekend af december tog hele børnehjemmet
afsted på tur til Kasanga. Pengene til turen havde vi samlet ind, så stort tak
til folk i Danmark, for at have været så vanvittig gavmilde i forbindelse med
indsamlingen, som vi satte i gang i november.
Vi havde en helt vildt god tur. Vi boede på en logde, hvor
vi havde et kæmpe teltområde til at boltre os på (skrev jeg lige ’boltre’?)
Børnene var så utrolig glade og det var dejligt at se dem slappe helt af uden
at skulle tænke på skole, pligter og hvad der ellers, af og til, kan fylde
deres små, smukke hoveder herhjemme i Sumbawanga. Størstedelen af tiden gik med
at bade. Seriøst, de børn kunne bade non-stop i flere år i træk, hvis de fik
lov. Men krokodille-primetime satte en stopper for det og så fik børnene tiden
til at gå med at spille fodbold, tage billeder, slappe af og spise lækkert mad.
Inden busserne skulle køre os hjem til Sumbawanga søndag
eftermiddag, skulle vi selvfølgelig ud forbi og se Kalambo Falls. Desværre gik
den store bus i stykker på vejen derud. Det resulterede i at den lille bus blev
proppet med så mange børn og medarbejder der overhovedet kunne være i den – og
os volontører + 20 børn og snedkerdrenge blev sat i venteposition i mango-byen
(byen blev kaldt dette, da der ikke kunne købes andet end spandevis af mangoer)
og i stedet for at se Kalambo Falls kunne vi se frem til en ”spændende” nat der
både kom til at indeholde skorpionbid, lyn og torden og cirka 10 timer at
fordrive før vi blev hentet af den lille bus. . Børnene klarede heldigvis
natten godt og de har ivrigt fortalt løs om den spændende nat i mango-town, til
de børn der var så heldige at komme med den første bus hjem.
December gik virkelig hurtigt. Vi forsøgte at skabe så meget
julestemning som overhovedet muligt og det er muligt at mit julehumør måske gik
lidt over gevind da jeg en dag tog mig selv i at stå og bilde alle snedkerdrengene
ind at julemanden findes og kommer juleaften med gaver til alle de børn der har været gode. Det
resulterede i at jeg hele december modtog breve, der skulle videregives til
julemanden, med ønsker om nye telefoner, biler, radioer og cykler. Havde ikke
regnet med at de ville tro på det – vi snakker 15 – 20 årige drenge her!!!
(Historien ender med at vi købte en radio til deres snedkerværksted og alle var
glade.)
Ellers fik vi pyntet hele spisesalen op med julepynt og
bagte pebernødder. Agatha skiftede hendes daglige spørgsmål ”leo tutaona
movie??” (Skal vi se film i dag?) ud med: ”Leo ni kristimasi? (Er det jul i dag?)
så.
Desuden gik vi d. 13
december Sct. Lucia optog, hvilket so far, er en af de sjoveste idéer vi har
fået her på børnehjemmet. Over i containeren fandt vi en masse kitler fra et
sygehus (spørg ikke hvorfor søren vi har sådan nogle liggende…) og så lærte vi
11 af de mindste børn at synge 3 af linjerne fra den danske Sct. Lucia sang og
gik derefter op på børnehjemmet og sang for de andre børn. Der blev også delt
slikkepinde ud, hvilket altid er et hit. Er ikke sikker på at børnene helt
fattede, hvad der foregik … men det var så herre grineren alligevel.
Lidt praktiske har vi faktisk også været. Børnene fik i
julegave et håndklæde, en tandbørste og tandpasta hver og det kunne de glade gå
ind og hænge op på deres nye tandbørsteholdere
hvor der både er plads til et håndklæde og deres tandbørster. Vi synes selv
det er et ret nice alternativ til deres egen idé med at smide tandbørsten under
madrassen og våde håndklæder ind i skabet til alt deres andet tøj.
D. 24 december blev der holdt jul i Sumbawanga for fulde
drøn. Dagene forinden havde de store drenge været med ned og købe en and ind,
som den 24 blev slagtet.. (drabte I en and på selve Jesus’ fødselsdag tænker i
nok, og ja. Så barbariske var vi.) Til frokost fik vi risengrød og til aften
blev der altså spist and, brunede kartoffler (lavet af le me), sovs, chips og
alt det rigtige julemad. Til dessert fik vi ris’a’lamande, så der var INGENTING
der manglede. Senere dansede vi om juletræet og åbnede gaver og alt var godt.
Den 25 holdt vi jul sammen med børnene. Det var en rigtig
hyggelig dag, med god mad, børnene i deres fineste tøj, gaver – og selvfølgelig
en masse dans.
Den 27. December tidligt om morgenen tog vi bussen mod Dar
es Salaam/Zanzibar. En 27 timers bustur, værsgo’ – har aldrig haft så ondt i
min krop (læs: my bootie) som efter den bustur. MEN vi havde en helt vild god
tur, hvor vi både fik slappet af på stranden på Zanzibar og oplevet Dar es
Salaam. Det var noget af en omvæltning at komme til en storby som Dar. Det at
se ægte supermarkeder med ægte kasseapperater var så mærkeligt efter at have
boet i Sumbawanga med deres små noller-butikker i 5 måneder.
I Dar es Salaam måtte vi desværre også sige farvel til Marie
der skal hjem og holde en masse spændende foredrag om Tanzania. Så skynd jer at
ring og book et foredrag af selveste Madam Marie – jeg garanterer en god
oplevelse (og evt. et par lamme jokes)
Yoki yoki'er (også kendt som licthi) blev der kørt mange ned af på Zanzibar |
Så er Chris glad! |
Vi besøgte et stort fiskemarked i Dar es Salaam og så blandt andet hajer. Mit udtryk fortæller alt om lugten. |
Et par søde Krisser |
Nu er vi vendt tilbage til Sumbawanga efter godt 16 dage på
farten. Det var fantastisk at komme hjem til vores dejlige børn igen. De har
været meget savnet.
På onsdag ankommer de nye volontører til Tanzania. Det
glæder vi os meget til!
Jeg håber i har det skønt i DK og alle har haft en glædelig
jul og et godt nytår!
P.s. bemærk at jeg denne gang faktisk formår at slutte mit
indlæg af, på en hel seriøs måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar