En tur i fængslet

Februar 2017

Så blev det februar og tid til et nyt blogindlæg. Jeg har det som altid dejligt og sjovt her i Sumbawanga og I skal da slet ikke snydes for at høre lidt om, hvad jeg går og laver.

Monica og jeg konkluderede begge, at vi har store næser, efter dette billede blev taget.....

Siden sidst er volontørflokken her på Peters House blevet udvidet med 2 personer. Hannah og Karoline er kommet til, så nu er vi 5 stk. volontører her på stedet. Det  har betydet lidt ændringer i  vores normale rutiner – heriblandt undervisningen. Derfor underviser jeg nu 1. og 2. klasse, hver morgen og eftermiddag, i henholdsvis engelsk og matematik sammen med Hannah. Det er saftsuseme noget der sætter min, ellers efterhånden ret trænet tålmodighed, på en voldsom prøve. De kære børn er så van til ikke at skulle forstå det som lærerne fortæller dem, men bare gentage og skrive efter. Det er så tydeligt at mærke at de slet ikke forstår at jeg rent faktisk prøver at få dem til at forstå, hvad de lærer. Op. Ad. Bakke. MEN det er stadig hyggeligt og sjovt og vi får sunget og tegnet en masse! 

Et billede der viser Agathas reaktion da jeg sagde at det var tid til at gå op og få undervisning.

Jeg har også tilbragt en del tid på det store hospital i byen, siden sidst. Faktisk så meget at jeg har fået to nye venner dernede fra, så nu tikker der dagligt en sms ind fra sygeplejersken Nassu og lægen Taitus, der liiiiiiiige skal høre om landet stadig står og hvornår jeg kommer igen.

Første besøg var da en af drengene fra børnehjemmet, Maulidi, under en fodboldkamp væltede og brækkede armen (har mere lyst til at skrive knækkede-armen-fuldstændig-agtigt, for den var suseme ulækker at kigge på.) Da alle vejene her i Sumbawanga er hullede og dårlige og turen ned på hospitalet foregik på pikipiki /motorcykel sad jeg hele vejen med hans brækkede arm hvilende på min arm og forsøgte at holde den stille på de store bumb. Havde godt nok grusomt ondt af ham. Da vi ankom blev hans arm rykket på plads og FØJ hvor må det ha’ gjort ondt. Derefter blev der lagt en forbinding, ingen gips, niks du –  der blev lagt et par stykker pap imellem bandagerne og så blev vi ellers bedt om at komme igen dagen efter. Inden vi tog afsted fik JEG stukket 3 glasflasker + 3 af sådan nogle kanyle-ting i hånden og fik fortalt en lang smøre om, at hvis Maulidi fik ondt i armen i løbet af natten skulle jeg bare stikke ham med kanylerne. HAH, det hele blev bare fortalt som om at dét vidste jeg udmærket hvordan man gjorde – jeg er jo hvid – og det var intet problem. Heldigvis blev det ikke nødvendigt at jeg skulle stikke i Maulidi.. men dagen efter kørte vi fra det ene hospital til det andet for at få taget røngtenbilleder og lagt gips. Ikke uden problemer, men det hele blev heldigvis ordnet og gips-armen er nu flot dekoreret med navne fra børnehjemmet.

Et billede af den kære patient, der klarede det hele uden at fælde én tårer (man er vel en af de seje drenge....)

Desuden er jeg blevet en tand mindre siden sidst. Tandlægerne her i Ruckwa-regionen er ikke de mest kvalificerede tandlæger, har jeg efter mine besøg, efterhånden erfaret. Mit sidste besøg var klart det værste. Hun borede og borede og det gjorde så sindssygt ondt – det er dog ikke noget hun tog særlig tungt, så da jeg lå med tårer i øjnene og bad om bedøvelse grinte de bare af mig og sagde ”se, hun holder hendes veninde i hånden” og ”se, hun græder” – medfølelse er måske ikke det de havde mest af. Det skal siges at tandlægen ikke lavede min tand ordentig og at jeg stadig kunne forme på mine ”fyldninger” da jeg gik ud derfra. Efter flere nætter uden søvn på grund af vanvittig tandpine, tog jeg en, måske lidt for hurtig, beslutning om at få revet min tand ud. Det blev gjort ved en ny tandlæge (skulle seriøst ikke have den anden tandlæge til at røre ved flere af mine tænder) og nu sidder jeg altså tilbage med et kæmpe hul i min kæbe – men ingen tandpine. Vil aldrig glemme den dag hvor en tandlæge sagde til mig at hvis jeg ikke stoppede med at snakke og lukkede min mund, ville jeg bløde ihjel. Igen, HURRA for pædagogiske tandlæger her i Afrika.  

Kris mkubwa har lige sørget for at tage billeder af hele operationen 

Fik også lige tage mit blodtryk da jeg skulle til tandlægen ... Ved ikke lige helt, hvad det gik ud på. 

Det her billede er lidt klamt, I know - men prøv og se hvor STOR den er! 

Det her billede er også klamt, men I skal bare ikke gå glip af et billede af mig og mit ovale hovede med blod overalt. Gav god opmærksomhed

Vores hverdag består stadig hovedsageligt af at hygge med børnene og i torsdags tog vi med de 3 mindste tøser til ned i byen for at hygge og købe ind til aftensmad. Det skal lige siges at vi efter den tur, kraftigt overvejer at holde et trafik-kursus for de mindste børn og fortælle dem, hvordan man begår sig i trafikken! De vandrede seriøst rundt som 3 blæste mus i en verden, hvor biler og andre køretøjer ikke er farlige. Nå, men vi endte med at blive fanget i et af de kæmpe store regnskyl, som af og til rammer Sumbawanga – vi var fuldstændig gennemblødte da vi kom hjem. Heldigvis var det ikke noget, en kop varm kakao ikke kunne redde op på og pigerne snakker stadig om den lille tur ned i byen.

Desuden har vi set ret meget Harry Potter med børnene på det seneste og det er muligt vores begejstring for Harry-fyren har smittet hele børnehjemmet. Vi har nemlig været i gang med at filme en Harry Potter film med 15 af børnene – og det krævede selvfølgelig kostumer og hele molevitten. Børnene er altid vildt klar på at lave film, men det er som om at når det kommer til at skulle finde på, HVAD der skal laves i filmen, så er det os volontører der skal stå for det. Så jeg kan også skrive filminstruktør på CV’et nu.  

Kris og jeg har for resten også købt to kaniner. De hedder Kristian og Christian. De er super nuller, men det er som om afrikanerne ikke helt har det samme nusse-pusse forhold til dyr, som vi har……… De store drenge har i hvert fald bygget en bur, hvor vores kaniner er buret helt inde, så vi ikke kan komme ind til dem. Til gengæld kan vi stå og kigge på dem og forestille os at vi nusser med dem.  Og det er jo også ret fedt, ikk?

Man kan få alt, hvad hjertet begærer på Mandela-markedet

Dumbledore 

Dobby 

Et tøse-tur til byen

Agatha og hendes nye hat 

Vi delte bh'er ud til pigerne, men de skulle selvfølgelig lige prøves af Gaspar først 

Sig hej til Christina og Kristian (det er kaninerne) 

For at få lidt mere opmærksomhed end vi gør i forvejen, kommer vi igennem regntiden i de her lækre sager. 

Kristina Laursen og jeg fik i dag den geniale idé, synes vi selv, at besøge Sumbawangas fængsel i bedste Jacob Riising og mor på tur –stil. Vi har flere gange set fanger i orange kedeldragter arbejde rundt omkring i byen, med at hugge sten (2tal ligesom i en film) og med vagter stående omkring sig. Dét synes vi jo var lidt spændende… MEN vi kom til at fortryde vores beslutning om at besøge fængslet, noget så grusomt. Da vi ankom fik vi noget nær den største skideballe jeg har fået i meget lang tid og da vi havde meget svært ved ikke at grine af situationen blev vi til sidst nærmest truet med at blive sat i fængsel også selvom vi gjorde, hvad vi kunne for at komme væk stille og roligt…. Sååååå, hvis der sidder nogle derude med et lignende brændende ønske om at besøge et fængsel, skal I måske ikke lige gøre det i Sumbawanga.

Heldigvis sidder jeg ikke i fængsel,  men har det tværtimod rigtig godt (ville også være svært at ringe hjem og forklare, at man lige sad lidt i fængsel.) 

Håber også at I har det fortrinligt og nyder jeres liv.

Kram fra Sumbawanga