Nyt fra S-wanga.

Hej bloggen :i 

Jeg er blevet så dårlig til at opdatere den her blog at jeg efterhånden er bange for at BDM kommer efter mig. Og det kan vi jo ikke have. Så nu får i en kodyl lang og spændende opdatering på, hvad der foregår her i Afrika: 

Alfo, Josef mdogo, jeg selv og Georgina (tjek Kris ud i baggrunden)

Hverdagen forløber stadig stille og rolig med engelskundervisning hver dag, ture ned til byen og en masse hygge og ballade med de dejlige børn. Vi er gået i gang med at lave en volleyball bane (what tænker i nok, men den er god nok. Christina Vejen laver frivilligt en volleyball bane – Leif Kruse ville have været så stolt) og børnene glæder sig meget til at spille på den. Derudover har vi også kastet os ud i at lave en opslagstavle (eller et ”announcements-board ”som John konstant siger) til at give fællesbeskeder og andet til børnene, som til tider kan være lidt svært. 

Der går næsten ikke en dag, hvor der ikke sker noget grineren, mærkeligt eller mega uventet. Som Kristina siger det; ”Nogen gange er altid bare mærkeligt.” Og det er så dejligt! Et eksempel på dette skete en lørdag morgen i september, hvor vi som sædvanligt havde morgenmøde med medarbejderne. 10 minutter før mødet er slut fortæller Robert, lederen på børnehjemmet, at vi i dag forresten skal til bryllup ved en af medarbejdernes bror. Det havde de bare lige glemt at fortælle os. (mega typisk) Så vi skyndte os ned for at klæde om og så skulle hele personalet ellers bare på tur. Det var meget sjovt at opleve hvordan et afrikansk bryllup foregår. Jeg havde inden brylluppet sagt at det skulle nok blive sjovt, så længe vi ikke skulle danse foran alle. Og det var bare lige præcis dét vi kom til. Afrikanerne har en tradition om at når man afleverer gaver til brudeparret, foregår det i kirken, ved at man danser op ad hele kirkegulvet op til alteret hvor brudeparret står. Her afleverer man sin gave og ønsker brudeparret tillykke. Så forestil jer lige mig komme dansende op ad kirkegulvet med en freaking porcelæns tallerken over hovedet og med 70 hujende afrikanere omkring mig. Den fik fuld hammer, det kan jeg godt fortælle jer.

Brudeparret

Et billede fra markedet i Sumbawanga 

Vi har været en tur på besøg i Kipili. Her brugte vi en weekend sammen med de andre volontører, hvor vi blandt andet overnattede på ”Krokodille-øen”. Når man siger det sådan, lyder det som om at der vrimler med krokodiller derover, men den bliver vist kun kaldt det fordi man en gang har fundet skindet fra en krokodille derover. I virkeligheden er der ikke rigtig nogen der ved hvad man snakker om når man siger man skal over på krokodilleøen. Tværtimod griner de bare af os. MEN det er federe at forestille sig at man er omringet af krokodiller og faktisk er mega adventure-agtig. Pigerne fra Kipili havde skaffet en hane og en kylling (Hans og Heidi) som vi skulle have til aftensmad over på øen. Dette indebar altså en BRUTAL slagtning, som jeg ikke deltog i – hvor sygt i hovedet er det ikke at slagte noget man har givet et navn!? Men pigerne klarede det super fint og det var et rent festmåltid vi fik lavet den aften! En mega hyggelig tur, hvor vi både fik lavet et vandshow, spillet Skibo og hygget en helt masse!

Tine og Kristina mrefu med Hans og mig der i baggrunden prøver at ignorere, hvad der sker ved at sætte telt op. 

Gaudens var så flink at sejle med os ud på øen og passe på os, på hele turen.  

I sidste uge fik jeg dejligt besøg fra Danmark. Lena og Frederik var rejst hele vejen her til Sumbawanga og vi havde en rigtig hyggelig uge sammen. Børnene nåede at blive rigtige glade for dem begge to og spørger jævnligt om de må Facetime med dem. De hjalp også begge to til i engelsk undervisning og kom rigtig ind i, hvordan vores hverdag fungerer hernede.  Lena og Frederik hjalp også med at fikse børnehjemmets legeplads (hvilket seriøst har været et problem for os, da ingen af os er super gode til at binde knop og andre spejderagtige ting). Derudover var vi også på safaritur til Katavi, en nationalpark på størrelse med Danmark, hvor vi både så elefanter, giraffer, løver, hyæner og alverdens andre afrikanske dyr. Anders Solgaard var også med på denne tur og agerede en fremragende safari-guide. Så nu ved jeg virkelig alt om dyrene i Afrika.

En løvefamilie havde lige nedlagt en flodhest da vi fandt dem! 

En giraf der spiser lidt pølsefrugt :i

To søde piger. Min søde søster til venstre, der rejste hele vejen til Afrika for at besøge mig. 

Frederik får klippet sit hår af Kristina mkubwa. Det blev flot :i

Legepladsen er ENDELIG blevet færdig! 

I denne weekend er vi netop hjemvendt fra en tur til Kalambo Falls sammen med pigerne fra Kipili + Aage og Grethe. Det var en super hyggelig tur, hvor vi boede på en lille afrikansk lodge. Lørdag tog vi på sejltur op ad Tanganika søen, hvor vi besøgte to små landsbyer. Vi var de første hvide der har besøgt landsbyerne, så hvor end vi gik fulgte der en kæmpe skare af afrikanere efter os. I den ene by, var de meget bange for os og så snart vi nærmede os dem løb de lynhurtigt væk. I den anden by turde de godt nærme sig og tage os i hånden og det var tydeligt at mærke at det var meget specielt for dem at se hvide mennesker. Derudover sprang vi fra klipper og badede. Det var mega sjovt, men vi gjorde det først ved 18.30 tiden (krokodille primetime) så jeg var seriøst verdens største kylling hver gang jeg ramte vandet, fordi jeg var sikker på at der ville komme en kroko og æde mig.

Søndag tog vi ud og besøgte Kalambo Falls. Et 235 meter langt vandfald der ligger ved grænsen til Zambia. På trods af at jeg er i familie med Tove og Preben Harrig Knudsen og derfor i mit korte liv har set over en million vandfald, så var det her faktisk virkelig, virkelig en flot oplevelse. Det gav også god nøjeren på, da afrikanerne overhovedet ikke har sat nogen form for sikkerhedsnet op, så man kan bare sidde med fødderne direkte ud i vandfaldet og være total tæt på at falde ned.  Rimelig vildt. Det er fordi jeg gør sådan nogle ting at min far har fået så mange grå hår. Hehe.

Kalambo Falls

Kristina mkubwa, Tine, Kristina mrefu, Pauline, Marie, Aage, Grethe og jeg selv

I fredags holdte vi Peters House’ 5 års fødselsdag!! Det var en virkelig dejlig dag, hvor vi havde inviteret pigerne fra Kipili til Sumbawanga, for at være med til at holde fødselsdag. Min kære familie havde været så dejlige at sponsorere en helstegt pattegris, så torsdag kørte Samuel, pedellen på Peter’s House, og jeg, ud for at købe en kæmpe gris. Torsdag aften blev grisen slagtet – og dét var seriøst forfærdeligt. De brugte bare en af vores køkkenknive til at skære halsen over på grisen. PUHA! Uden jokes, jeg havde seriøst mareridt om det natten efter. Stakkels gris. Men den smagte fantastisk og der var mere end rigeligt kød til alle børnene og de var simpelthen så glade. Udover grisen fik de sodavand, ris og kage – og det er altså vejen frem til en masse smil her på børnehjemmet! Derudover fik de lov til at dansen til klokken midnat – og den fik fuld smadder. De danser så sindssygt! Vi holdte ud indtil klokken 23.00 men måtte derefter stoppe for at passe på vores helbred.

Den ser glad ud, på trods af dens brutale død. 

Det går altså virkelig godt her i Afrika. Faktisk går det så godt at jeg har valgt at forlænge mit ophold til april! Det er bare så dejligt at være her at jeg slet ikke er klar til at komme hjem til december. Så i kan glæde jer til mange flere  super grineren opdatering her på bloggen. I glæder jer sikkert allerede til næste opdatering, kunne jeg forestille mig hehe.

Ch/Krisserne på Tanganiasøen